Systemtænkning

 

Om systemtænkning:

Umiddelbart kunne systemtænkning lede tanken hen imod at lave systemer for mennesker med autisme – men sådan forholder det sig ikke. Systemtænkning er derimod en filosofi, der tager sit afsæt i, hvordan vi kan forstå mennesker og forstå den måde, vi som mennesker er sammen på. Når der tales om systemer, skal vi tænke at enhver familie, skoleklasse, arbejdsplads mv. udgør et system. Her beskrives nogle af de grundtanker, der ligger til grund for systemtænkning.

  • Intet kan forstås isoleret – alt hænger sammen. Intet kan forstås isoleret – heller ikke de problemer og udfordringer man som beboer, medarbejder, leder, bestyrelse eller kommune skal medvirke til at løse eller står over for. Derfor er det vigtigt, at problemer undersøges fra flere positioner og perspektiver. Den systemteoretiske tænkning tager sit afsæt i at give plads til refleksion, før der tages beslutninger.

 

  • De mange verdensopfattelser og sandheder. Hvert ”system”/individ ser verden fra sit eget perspektiv og har sin egen verdensopfattelse – den systemiske tænkning søger, at forbinde og skabe indsigt i disse mangfoldige relationer og opfattelser om, hvordan man kan opfatte det enkelte menneske og dets forhold til andre. Der er ikke kun èn sandhed, men mange sandheder og fortællinger (fra universum til multi-versum; Maturana). Vi skaber vores egen virkelighed.

 

  • Hele systemer og relationer mellem mennesker. Nogle af fællestrækkene indenfor det systemiske er, at der tænkes i hele systemer og relationer mellem menneskene. Relationerne – de måder vi er sammen på og betydningen heraf – er i fokus, og ingen relationer kan pr. definition være ens. Hver helhed og alle relationer er nye, og derfor starter ethvert nyt møde med mennesker også forfra hver gang.